Ungdom

VBC's talentfabrik

VBC's ungdomsafdeling har ca. 150 medlemmer. Ungdomsafdelingen råder over hallen alle eftermiddage i hverdagen og optager nye spillere hele året.

Vi har ungdomsspillere i alderen fra 4-17 år. Vores hovedfokus i VBC er at det skal være hyggeligt og sjovt at komme til træning. Dog er det også vigtigt at børnene møder udfordringer badmintonmæssigt, så de kan se fremgang i deres evner som badmintonspillere.

Vi har ungdomstræninger 6 dage om ugen, hvor spillerne er fordelt efter alder. Vi tilbyder alle spillere over 8 år, 2 træningspas om ugen. Se træningstider til højre i menuen.

Træningen

Det er vigtigt, at man er nogenlunde lige gode, når man spiller badminton, ellers får den ene spiller lov at samle bolde op hele tiden. Derfor er træningen sammensat således, at nybegyndere er fordelt på træningshold efter alder, mens de ældre spillere er fordelt efter styrke.

Træningen for børn mellem 6-8 år (U9) har gennem hele VBC's historie været en leg/sjov-træning, hvor børn under 9 år kan spille badminton kombineret med leg og sjov. Dette har vi stor succes med og børnene har stor glæde ved at spille badminton.

For børn mellem 4-6 år har vi minitontræning, som kan læses mere om ude til højre

Pris

Kontingentsatser for sæsonen 2017/2018 er:

1 træning om ugen:                               kr. 1.100
2 træninger om ugen:                            kr. 1.600
3 træninger om ugen:                            kr. 2.000

Målsætning

I ungdomsafdelingen bestræber vi os på at skabe de bedst mulige rammer til at udvikle og dygtiggøre sig inden for badmintonsporten. Ydermere ønsker vi et stærkt socialt fællesskab spillerne imellem, og derfor afholder vi en del sociale arrangementer i løbet af sæsonen, som f.eks. Julehygge, Pigesjov, Familieturnering og meget mere.

Ungdomsudvalget

Ungdomsudvalget består af fem trænere og en hjælpetræner, som står for alt det træningsmæssige samt holdkampsudvælgelse og arrangementer afholdt i VBC. Vi har i ungdomsudvalget fået forældre til at hjælpe til med at være holdledere og tilmelde børnene til åbne turneringer. Vi håber på at der er endnu flere, der vil påtage sig nogle opgaver i VBC, så vi sammen kan få en rigtig god ungdomsafdeling. Disse opgaver er bl.a. at sørge for at køre ungdomsspillerne til holdkampe, hjælpe til med at arrangere en aktivitet, bage en kage, være holdleder og meget mere. Vil du give et nap med så ungdomsspillerne i VBC får de bedste rammer, er du meget velkommen til at kontakte ungdomsspillerudvalget (USU).

Medlemskab

Har du lyst til at prøve at spille badminton, kan du kigge forbi hallen en træningsdag og få en snak med træneren eller kontakte vores ungdomsformand.

I løbet af sæsonen er der desuden mulighed for at spille holdkampe og åbne turneringer. Vi har flere hold tilmeldt holdturneringen, hvor ungdsomsspillerne har mulighed for at prøve kræfter med spillere fra andre klubber. Derudover opfordrer vi dem til at tage ud til åbne turneringer.

Hvis du vil høre mere om ungdomstræningen i VBC, så skriv til vores ungdomsformand, hvis kontaktoplysninger du finder under "Kontakt Os" (i toppen af siden). 

Spil hele familien sammen

Vi har også fordelagtige medlemsskaber for forældre, søskende eller hele familien, hvis I har lyst til at spille sammen ud over ungdomstræningen.

Forældremedlemskab:

Forældre med børn, der betaler kontingent i VBC. Kan spille med egne kontingentbetalende børn og andre medlemmer (ikke banelejere) på ledige baner. Der kan ikke reserveres baner. Der kan ikke deltages i seniortræning og holdkamp.

Pris: 550 kr. pr. forældre.

Forældremedlemskabet kan først blive aktuelt, når der er betalt kontingent for det pågældende barn.

Søskendemedlemskab:

Søskende til børn, der betaler kontingent i VBC. Kan spille med de kontingentbetalende børn og andre medlemmer (ikke banelejere) på ledige baner. Der kan ikke reserveres baner. Der kan ikke deltages i ungdomstræning og holdkamp.

Pris: 400 kr. pr. barn.

Søskendemedlemskabet kan først blive aktuelt, når der er betalt kontingent for det pågældende barn.

Familiemedlemskab:

Forældre og søskende til børn, der allerede betaler kontingent i VBC. Forældre/søskende kan spille med de kontingentbetalende børn og andre medlemmer (ikke banelejere) på ledige baner. Max én bane ad gangen. Der kan ikke reserveres baner. Der kan ikke deltages i senior/ungdomstræning og holdkamp.

Pris: 1100 pr. familie (ekskl. almindeligt kontingent for de børn, der går til træning i VBC).

Familiemedlemskabet kan først blive aktuelt, når der er betalt kontingent for det pågældende barn.

Varighed

For ovennævnte forældre-, søskende- og familiemedlemskab gælder, at medlemskabet udløber førstkommende 1. august. Ved indmeldelse/betaling mellem 1. juni og 1. august løber medlemsskabet dog indtil 1. august året efter (under forudsætning af at det pågældende barn har betalt kontingent).

Er familiemedlemskaber noget for jer? Kontakt da til vores ungdomsformand, hvis kontaktoplysninger du finder under "Kontakt Os" (i toppen af siden).